Sommeren nærmer sig, og det gav en uge med to store smagninger, hvor den ene foregik på Enomania – læs mere her, og den anden foregik hos Vinrosen, hvor der var sommerafslutning med tilhørende blindsmagning.
Der blev smagt rigtigt mange vine ved sidstnævnte lejlighed, og smagelisten indeholder de fleste og mest prominente flasker, fra bl.a. Egon Müller, Dujac, Leroy og Henriot.
Det er altid svært med blindsmagninger, uden organisering af vinene, idet rækkefølgen bliver en smule vilkårlig. Det gik dog fint, og der var nogle rigtigt fine og interessante flasker imellem. Havde selv en dårlig dag, hvor det stod skidt til med gætteriet, en rigtig rod-dag.
Smageliste:
- Domaine Dujac, Chambolle Musigny 2002 (90p)
- Domaine Devevey, Meursault Les Vireuils (85p)
- Domaine de l’Arlot, Bourgogne Rose 2009 (83p)
- Egon Müller, Schartzhofberger Spätlese 1995 #14 (93p)
- Domaine Mikulski, Meursault Charmes 2000 (prop)
- Francois Jobard, Meursault Genevrieres 2006 (88p)
- Domaine Benoit Ente, Puligny Montrachet 2006 (88p)
- Domaine Matrot, Meursault Blagny 1991 (88p)
- Bass Phillip, Pinot Noir 2006 (89p)
- Faivelay, Charmes Chambertin 1994 (88p)/li>
- Galland, Echezeaux 2004 (89p)
- Domaine Dujac, Echezeaux 2004 (93p)
- Maison Leroy, Beaune Teurons 1976 (90p)
- Pierre Bouree, Gevrey Chambertin Champeaux 2002 (89p)
- Domaine Sylvie Esmonin, Gevrey Chambertin, Clos Saint-Jacques 1994 (86p)
- Domaine Chauvenet Chopin, Nuit Saint Georges Aux Chaignots 1999 (88p)
- Domaine Chapelle, Santenay 1976 (89p)
- Domaine J.-L. Charve, Hermitage 1989 (prop)
- Champagne Henriot, Brüt Millisime 1996 (92p)
Kommentar til udvalgte vine:
Dujac Chambolle Musigny 2002 (90p), er mindre udviklet end Roumier’s tilsvarende vin. Der er begyndende sødtoner, men der er stadig et pænt ungdommeligt bid i vinen. Fin struktur og længde, og lækker delikat frugt. Skal ligge nogle år til, og kan holde 10 til 15 år.
Vinrosens sommersmagning
Indledningsvis vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en dejlig lille sommervin, Domaine de l’Arlot, Bourgogne Rose 2009 (83p). Til 113 kr. er denne Rose et godt bud på sommerens terassevin. God fylde og sødtone, der kommer fra årgangen, der er et super Rose år i Bourgogne.
Næste vin var mit egent bidrag til blindsmagningen, Egon Müller, Schartzhofberger Spätlese 1995 #14 (93p), en super Spätlese fra dengang hvor en Spätlese stadig havde en vis Spätlese karakter. Udtalte modne toner .. petrolium, meget elegant og en god syre. En ret moden Riesling, lige som jeg kan li det. De 93p er måske lige til den høje side, men det er en fantastisk god vin.
Vi fik også en sjov gammel hvid Bourgogne, fra den i min verden glemte 1991 årgang. Domaine Matrot, Meursault Blagny 1991 (88p), var en interessant og moden vin, med udtalte modne toner. Savner i min optik derfor spændstighed og friskhed i frugten, men med den rette mad, vil det være et interessant glas.
Så kommer vi til en sjov vin, Bass Phillip, Pinot Noir 2006 (89p), som Hr. Schwann havde fremtryllet fra østen. En australsk Pinot Noir af bedste kvalitet. Jeg er absolut ikke glad for australsk vin, men denne Pinot havde absolut sine kvaliteter. I direkte sammenligning med Bourgogne var den måske en smule grov, og krydret, ligesom man oplever det med de bedste Californiske Pinot’er, men absolut et fint glas Pinot, med gode nuancer. Skal serveres afkølet – ellers falder en sammen.
En af dagens absolut bedste vine var Domaine Dujac, Echezeaux 2004 (93p). Endnu et bevis på 2004 årgangens kvaliteter – en super elegant vin, med fin kompleksitet god længde og balance. Klassisk Bourgogne når det er bedst – kan ligge i 10 – 15 år mere, men det vil nok være svært at holde proptrækkeren i ro så længe.
Et par gamle flasker kommer på bordet – Leroy igen igen!
Smagningen bød også på to gamle vine, Maison Leroy, Beaune Teurons 1976 (90p), som var en rigtigt fin vin, der måske er lige over toppen. Lidt alderspræget næse, men rigtigt fin smag, og stadig en god spændstighed og kompleksitet i smagen. Har smagt denne vin for ca. 10 år siden, hvor den var lidt friskere, men et flot glas moden vin.
Den anden gamle vin Domaine Chapelle, Santenay 1976 (89p) er en rigtig snyder. Smager og dufter fantastisk, og er helt på toppen, uden fejl og aldersmæssige skavanker. En vin på 35 år der drikker rigtigt godt. På negativ siden, så har vinen ikke den store kompleksitet, og den kommer da også fra et ret simpelt terroir, hvor man ikke kan producere de helt store vine. Men for hvad det er, en fantastisk vin.
Et godt glas skum fra Henriot
Afslutningsvis fik vi et godt glas skum, Champagne Henriot, Brüt Millisime 1996 (92p), fin krop og vinøsitet, et lækkert glas, der er lige til at nyde nu. Ville ikke gemme den i 10 år mere, tror den er på toppen de næste 5 – 10 år, virkede ret klar til at nyde.






Det er ikke længere muligt at kommentere denne artikel.