Home of The Truffle Hog

Bourgogne 2004 – Vogue, Liger-Belair og DRC

af Steen Öhman

i Vin

Det siges at Bourgogner altid smager godt når de når en alder på 7 – 8 år. Jeg ved ikke hvor denne observation stammer fra, men måske er der noget om det.

Hvis hypotesen skal holde, så bør 2004 være klar til at smage nu. Årgangen 2004 er en klassisk, men lidt overset årgang, der stil mæssigt kom i klemme mellem 2003 og 2005, der er to af de helt tunge årgange. 2004 er ikke årgangen for dem der holder af store tunge kraftige vine, mens vi der holder af klassisk Bourgogne langt foretrækker 2004 frem for 2003.

Smager 2004 godt? Holder hypotesen?

For at teste hypotesen, rent akademisk naturligvis – ikke for fornøjelsens skyld, har vi i forskellige sammenhænge smagt vine fra årgangen. I samplet indgår en vin fra Comte de Vogue, to vine fra Domaine du Comte Liger-Belair og en enkelt fra Domaine de la Romanee Conti – så kan det ikke gå helt galt.

20110617-051027.jpg

Smageliste:

  • Comte de Vogue, Chambolle Musigny 2004 (89p)
  • Domaine du Comte Liger-Belair, La Colombiere 2004 (90p)
  • Domaine du Comte Liger-Belair, Les Chaumes 2004 (91p)
  • Domaine de la Romanee Conti, Romanee Saint-Vivant 2004 (96p)
  • Domaine du Comte Liger-Belair, Aux Reignot 2005 (95p)

Kommentar til vinene:

Første vin i vores empiriske feltstudie er Comte de Vogue Chambolle Musigny 2004 (89p). Vogue’s vine kræver normalt lang tid, før de viser tegn på modenhed, men her finder vi begyndende sødtoner, og vinen begynder at bløde lidt op. Fin krop og mineralitet, men kræver nok et år eller to mere før den folder sig helt ud, men kan med fornøjelse smages nu.

Den anden vin i stikprøven er Liger-Belair La Colombiere 2004 (90p), der viste sig fra sin bedste side – lækkert sprød og indbydende. En klassisk mineralsk Bourgogne, let til medium tyngde og længde, meget saftig og spændstig.

Den tredie vin er Liger-Belair Les Chaumes 2004 (91p) en mindre 1. Cru fra Vosne Romanee. Vinen var absolut tilgængelig, og på vej til at åbne op. Meget elegant og klassisk Bourgogne, ren og et fint terroir udtryk, lidt mindre mineralitet end La Colombiere, men lidt mere tyngde og koncentration.

Den sidste vin var af en helt anden kaliber. Domaine de la Romanee Conti, Romanee Saint-Vivant 2004 (96p). En super elegant og kompleks vin, stor længde og fantastisk finesse. Et klassisk udtryk for både årgang og terroir – stor Bourgogne, af et niveau som man for sjældent kommer i nærheden af.

20110605-121852.jpg

For at se hvordan 2005 udvikler sig, blev der også åbnet en Liger-Belair, Aux Reignot 2005 (95p). En kæmpe vin, der gav DRC Romanee Saint-Vivant 2004 kamp til stregen. Mere kraftfuld, stor koncentration, men taber i sidste ende knapt på en lidt mindre kompleksitet og finesse, selvom Aux Reignot er en stor mark. Det er en vin der vil drikke godt i mange år frem, endnu en fantastisk vin fra Louis-Michel Liger-Belair.

Hypotesen holder for 2004, men hvad med 2005 …

For årgang 2004 holder hypotesen tilsyneladende, og både 2005 og 2006 udvikler sig pt. I den rigtige retning, således at de er klar til at smage om 1 – 3 år.

Man kunne frygte at især de røde 2005′er kræver mere tid, før de vil vise hele potentialet, men de vil på den anden side formentlig ikke vil være klappet helt i. Dette bekræftes af Ligier-Belair, Aux Reignot 2005, der fortsat er en meget tæt vin. Den har et kæmpe potentiale, der ikke rigtigt slipper ud, men smager alligevel fint pt.

For 2003′ernes vedkommende holder hypotesen ikke, de fleste vine smager stadig rædselsfuldt, og vil sikkert fortsat gøre det de kommende år.

Det er ikke længere muligt at kommentere denne artikel.

Forrige artikel:

Næste artikel: